Weekendtur til Landskrona - Sommertogt prelude

En god ven tog dette billede, da jeg lige var kommet ud fra havnen.

Rederen var til Copenhell i weekenden, så matrosen og jeg tog på et minitogt til Landskrona. Pålidelige efterretninger havde angivet, at der på havnen i Landskrona er både isbar, legeplads og strand.

Siden sidst har jeg fået lavet lidt projekter for at gøre båden sommerklar:

I 'hattehylderne' i begge sider er der nu installeret indirekte belysning i form af LED-lister. Det lyser godt op uden at blænde. Før det har kahytten ofte føltes lidt dunkel.

Matrosen plukker altid blomster, når vi er afsted. På billedet ses også en nymonteret udluftningsroset.

Siden sidst har Helge også sejlet meget med elever i hårdt vejr. Den ene gang lovede DMI op mod 12 meter pr. sekund, så vi riggede til med stormfok.

Stormfokken er kun et lille frimærke, og den er svær at skøde rigtigt. Som billedet viser, er storsejlet rebet. For rebet store og stormfok kunne vi snildt holde fem til seks knob i 10 m/s, og det føltes ikke ubehageligt. En god erfaring for både elever og instruktør.

Nå, men det var jo weekendens tur, det drejede sig om. Vejudsigten havde lovet 4 - 5 m/s fra syd, så omstændighederne for sejlads med den store rumme klassespiler var helt ideelle.

Grundet de gode betingelser vovede jeg pelsen og satte spileren i yderhavnen. Når man altid har skøder og barberhal monteret på båden er det faktisk hurtigere at rigge en spiler til end en fok.

Efter noget tid så jeg i horisonten en større båd. I alng tid var jeg i tvivl, om jeg nærmede mig eller ej.

Jo, jo, ingen tvivl, en Bianca 28 er indhentet.

Da jeg paserede dem, fik de travlt med at rigge spiler til, for at forhindre det uundgåelige.

Det var en lang kamp at få spileren op.

Det er måske svært at se det, men de fik faktisk en stor spiler op. Godt kæmpet!

Der var god fart for spileren hele vejen, og stadig var der ro i kahytten, så matrosen kunne tegne. På vejen så jeg også en lille flok marsvin, der fulgte båden et par minutter. Jeg fik en lille video af det, men jeg skal skåne mine læsere. Man skulle nok have været der ...

Matrosen havde fundet gæsteflaget frem.

Vandtårnet, Landskronas vartegn, kan ses på lang afstand.

Der var masser af plads i den første havn, vi kom til.

Så er pastaen snart klar! Vi var der d. 24. juni. De lokale gennefører i dette land et solhvervsritual, men det så vi ikke noget til

Dagen efter havde havnekroen endelig åben. De tager også mod havnepenge. Niveauet svarer til restauranten på Lynetten, men ølmenuen er mere varieret. Prisniveauet er ca. det samme i kroner, dog her i svenske.

Lørdagen bød på meget kedelig sejlads. Vinden var lovet til at være 4 - 6 m/s fra nord, altså perfekt spilervejr igen. Desværre var vinden 10 - 12 det meste af dagen. Da jeg endelig vovede mig ud hen på aftenen, var vinden også løjet til ca. 4. på vej ud ad sejlrenden skiftede vinden imidlertid retning og kom nu fra stik syd og var nu svagere end 4. Jeg besluttede derfor at sejle til Bäckviken og overnatte der, for at ligge bedre klar for søndagens vestenvind. Halvt for sejl, halvt for motor humpede jeg til Bäckviken, som var proppet med både. Jeg gad ikke ligge i lag, når det nu kun var plan B, så jeg sejlede videre på kryds mod Flakfortet. Efter et par sømil døde vinden fuldstændig, og pludselig virkede det mest dumme at være at sejle for motor til Landskrona, der nu var nærmeste ikke proppede havn. Jeg gad ikke sejle for motor helt til Flakfortet.

Søndag morgen var matrosen noget overrasket over at vågne op i Landskrona, men hun tog det pænt. Igen blæste det langt mere end forudset (10 - 12), og vinden var stik imod på vej gennem sejlrenden. Jeg havde ikke lyst til at forcere det, for får man motorstop i sejlrenden vil det blive meget besværligt at krydse ud. Jeg ventede, og vinden løjede.

Ventetiden blev brugt hos Is-Otto.

Vel tilbage fra iskoisken, var vinden løjet til 6 - 8, og vi begav os ud på havet.

Denne Beneteau First 31.7 overhalede mig for motor gennem sejlrenden. Sikkert på grund af større dybgang sejlede de længere ud gennem sejlrenden, inden de satte sejl, så jeg fik et forspring. Jeg kunne dog ikke holde mere end tre sømil, så gik de forbi igen.

På vej ind til Lynetten fik jeg igen brug for mit fokkenedhal, for fokken ville ikke ned af sig selv. Det sker, når vinden rusker (over ca. 8 m/s).

Se hele turen inkl. min uheldige lørdagssejlads her.