Sommertogt 2017 - Transportsejlads til Horsens

Her ligger jeg godt og trygt i Mårup efter en lang tur på kryds fra Anholt.

København - Hven - Gilleleje - Anholt - Mårup - Horsens

Det årlige sommertogt skal i år afgå fra Jylland mod København. Derfor måtte jeg selv sejle båden til Jylland. En i princippet overkommelig opgave som dog blev besværet af, at vinden var imod hele vejen bortset fra første lille stræk til Hven, som blev gjort fra kl. 19 samme aften som jeg cyklede fra arbejde for sidste gang inden ferien.

På et 196 sømil langt togt var der faktisk medvind på det første lille stræk til Hven. Vinden var svag og ren plat, så jeg satte den store spiler op.

Jeg havde oprindeligt tænkt mig at gå til Helsingør første aften, men kl. 23 døde vinden totalt, så jeg sejlede ind til Kyrckbakken på Hven, som jeg netop lå ved. Havnekontoret var lukket, og det åbnede først kl. 8 næste morgen. Jeg sejlede kl. 5 videre mod Gilleleje, så jeg skylder en billet. Men turen derop var god, og jeg kunne sejle hele vejen for den store spiler. Jeg var nødt til at skære lidt mod Hven, men i stedet for at bomme måtte jeg gå i havn.

Jeg stod tidligt op, for kl. 13 skulle vinden friske til 10 - 12 m/s og blive der i 24 timer, og med den lige imod var det bedst at være i havn på det tidspunkt. Mens jeg krydsede mod nordvest, var jeg fristet af at gå til Mölle, men min erfaring siger mig, at man ligger meget dårligt der i hård vind fra vest, så jeg gik over stag og forcerede videre mod Gilleleje.

Op ad Øresund var der halv vind, så jeg monterede min nyindkøbte kasteblok i rælingslisten, for at eksperimentere med at skøde genuaen bedre.

Kasteblokken har jeg monteret med en skødekrog med gaffel-svirvel som denne her. Skødekrogen sættes så i rælingslisten og kasteblokken klikkes på skødet.

Helt nede i bunden af Gilleleje havn er der altid ledige jollepladser. Men kom ikke for tæt på sivene; der er grundt vand! Flere andre solosejler havde indfundet sig på de billigere rækker i deres små både, så vi hyggede, mens vi ventede på opklaring.

I Gilleleje lagde jeg mig på en af jollepladserne helt i bunden af havnen. Jeg blev der til kl. 13 dagen efter, hvor vinden skulle løje lidt. Herfra gik det videre mod Anholt på hård skæring. Men selv om vinden var passende, var søen det ikke. Det havde jo rusket løs i 24 timer, så der stod en irriterende gammel sø, og da vinden så løjede, kunne jeg ikke forcere søen de sidste sømil ind, og jeg måtte starte hjælpemotoren. Anholt er den mest isolerede danske ø, og fra Gilleleje er der 45 sømil i lige linje. Det er så langt, at man selv i klart vejr når derud, hvor man ingen landkending har. Den sidste landkending jeg havde, var Kullen, eller Kullaberg, som svenskerne siger. Tre timer senere dukkede Anholts forbjerg frem i horisonten. Selv i godt sejlervejr er det en både befriende og skræmmende fornemmelse at have horisonten fri for land og skibe og være helt alene i en lille båd og uden mobildækning. 

Anholt skulle kun have været et hurtigt stop inden min videre færd nordpå. Jeg havde lagt mig i yderhavnen for anker, for min erfaring siger mig, at Anholt kan være slemt fyldt i juli måned, særligt sent om aftenen. Og de andre gange jeg har været der, har folk ligget med hækankre ude. Så da jeg ankom i mørket, lod jeg krogen gå i yderhavnen. Det blev en urolig nat, hvor jeg måtte flytte ankeret og lægge mere kæde ud. Havnefogeden var så elskværdig at komme forbi min ankerplads i sin gummibåd og vække mig kl. 7, så jeg ikke skulle ligge der og have dårlig samvittighed over mine manglende havnepenge.

Mit mål for togtet var et besøg på Hirsholmene, som er Danmarks nordligste øgruppe. De lå endnu en dags sejlads nordpå, og vinden var gunstig. Men vejrudsigten lovede ikke mulighed for at komme sydpå igen, så besøget må jeg udskyde til en anden god gang. Jeg har en hel liste over interessante danske øer, jeg vil besøge, når vilkårene tillader det. Turen til Anholt og natten i yderhavnen havde været anstrengende, så jeg tog mig en overliggerdag på øen. Til min store overraskelse var havnen halvtom med mange ledige pladser. Tænk sig, på en dag midt i juli. En af de lokale fortalte mig, at folk søger mod øen, når vejrudsigten lover godt vejr i flere dage i træk. Det er en lang tur til øen, men det er turen værd, for øen er fantastisk, særligt hvis man har lidt tid derovre.

Ørkenvandring på Kattegat. Turen gennem ørkenen var smuk og udsædvanlig for danske forhold. Men også anstrengende, for det var svært at finde ordentligt fodfæste i de løse sand.

Ørkenblomster.

Øen har to hovedattraktioner, Fyrtårnet og sælreservatet. Desværre ligger begge dele en 10-11 kilometer lang gåtur gennem ørkenen i den stik modsatte ende i forhold til havnen. Så er den dag gået!

Sæler på Anholt. Flere har jeg aldrig set på en gang før. Heller ikke På Hallands Väderö.

Fyrtårnet på Samsø var under renovering, så det var ikke muligt at komme op og nyde udsigten.

Næste morgen stod jeg tidligt op for at sejle til Samsø/Tunø. Turen derned var ca. 60 sømil, men den blev forlænget en del af, at jeg skulle krydse hele vejen. Vinden var svingende i styrke, så jeg måte skifte sejl flere gange og også starte motoren undervejs. Efter 17 timer nåede jeg endelig Mårup på Samsø. Mårup har en udfordrende udgravet indsejling, og med vinden fra vest er der medvind ind, hvilket aldrig er særlig fedt. Jeg havde netop dagslys nok til at se kostene i indsejlingen, så selv om Helges kortplotter netop forinden var definitivt stået af, gik det fint.

Som på Anholt var vejret fint til en tur videre dagen efter, men jeg var helt udkørt efter en lang dag på havet, så jeg valgte at blive i havn. Samsø er skabt til at opleve på cykel, så sådan en lejede jeg på havnen, da jeg endelig over middag var kommet ud af køjen. Her cyklede jeg til Issehoved, Kanhave Kanal og så Beyergården i Mårup.

Kanhave Kanal. Samsø på det smalleste sted. Man kan se vand på begge sider, og det er ikke svært at forestille sig, at man kunne grave en kanal her. På hver side af kanalen er der en naturlig havn i form af en beskyttet bugt, så det har været et godt sted at samle rigets flåde inden et togt.

Om aftenen fik jeg besøg af min gode ven Fendersejleren, som var på vej hjem fra sin store rundtur på Kattegat. 

Her koger jeg lidt Samsø-kartofler til min ven Fendersejleren, som har tilbagelagt et langt stykke for at kigge forbi.

Dagen efter var vinden omkring 10 m/s fra vest, og det havde jeg ikke mod på at krydse i, så det blev til endnu en nat i Mårup. Mårup er en virkelig hyggelig lille havn og kan klart anbefales. Den overskygges måske lidt af Tunø, som ligger lige ved siden af og som i sandhed er et sejlerparadis. Men Mårup har andet at byde på som lidt mere hyggelig stemning, cyklture på Samsøs smukkeste del, Kanhave Kanal, Nordby og så selvfølgelig Beyergården. Havnen minder mest af alt om en lille version af Kyrckbakken. To hele dage på øen bliver dog hurtigt for meget. Men en dag er den bestemt værd. Kan anbefales som supplement til Tunø.

Endelig fremme i Horsens efter knap 200 sømil fra København.

Sidste stræk på turen i denne omgang var til Horsens. En tur på kun 25 sømil, som igen blev forlænget af, at vinden var stik imod. Jeg gik ud, da vinden skulle være løjet til 8 m/s. Men der stod nogle grimme søer ind i sejlrenden, så jeg måtte stå op helt agter for at holde skruen i vandet. Med god motorkraft lykkedes det mig at komme ud på det åbne, og så gik det vilde kryds mod Horsens Fjord. Først for fokken, hvilket var perfekt sejlføring til vejret. Båden gik godt gennem søerne, og jeg havde en god fornemmelse for højden. Senere løjede vinden, og jeg måtte skifte til genuaen. Ved indsejlingen til fjorden var vinden løjet fuldstændig, så jeg kunne tøffe ind for motor. Horsens Fjord er meget smuk, så selv motorturen var en fornøjelse.

Den lidt takkede rute fra København til Horsens.

En ny gadget. På det åbne hav holder jeg kun udsigt hvert kvarter og døser ellers resten af tiden.

En anden gadget, bluetooth-højtaleren, nu monteret om bøjlen til sprayhood'en.