Bloggen her omhandlede L23-sejlbåden S/Y Helge, som vi efter seks gode sæsoner har solgt for at skabe plads til en større båd.
Jeg selv og andre bruger stadig bloggen som opslagsværk, hvorfor den får lov at leve videre, men den bliver ikke længere opdateret.
Århundredets blodmåne fotograferet fra TanumStand med mobiltelefon gennem marinekikkerten.
Vi forlod smukke Munkholm tidligt om morgenen i svag til ingen vind fra skiftende retninger. Togtets endemål havde vi forlængst fastsat som Tanum for at se helleristninger på Vitlcyke Museum og omegn. Nærmeste havn var TanumStrand (ja, sådan staves dette forjættede sted altså). TanumStrand har nemlig udlejningscykler og ligger tættere på museet end de andre gästhamnar i området.
Da vi nærmede os TanumStrand, blev vi mødt af kæmpe reklamer med "After Beach från 1600 - 1900". Allerede der fik vi bange anelser. "Hvad er dette for et sted?". Havnen er den optimale havn, hvis man drømmer om Sunny Beach, Paradise Hotel, Comwells konferencecentre, solbrændte tatoverede nordmænd og svenskere i motorbåde med potente bovpropeller og beach parties (på bådene) til klokken fem om morgenen. Alle andre vil nok føle, at de får bedre valuta for havnepengene andre steder.
Nå, men vi var jo kommet for at se helleristninger. I receptionen på centeret, ja, det var et center, hvor havnen kun var en lille del af repertoiret, tog jeg derfor en folder over underholdningstilbud. Til min gru var der ingen nævnelse af dette UNESCO's Verdensarv få kilometer fra havnen. Jamen altså, hvad er det dog for et sted? Vi spurgte til udlejningscyklerne, men fik at vide, at der ingen var til "barn", hvorfor vi måtte tage en taxi til museet. Taxien var til gengæld billig, og museet inklusiv rundvisning var gratis.
Hvad har bronzealderskandinaverne mon tænkt, da de lavede disse helleristninger? Det er stadig ret uklart, og jeg kan ikke lade være at tænke, at det hele måske bare er nogle teenagebronzealderdrenge, der har kedet sig. Se billedet herunder.
De er lavet i bronzealderen. Tror man da. Men i sjov eller alvor? Fandtes der mon spasmagere og spøgefugle den gang også, som i dag?
Vitlycke Museum er bestemt et besøg værd. Det er nemmere i bil, for så vil man kunne køre lidt rundt i området og se flere forskellige. Vi nøjedes med at se dem nær centeret.
På vej i taxien tilbage til havnen spurgte vi chaufføren, om der mon ikke fandtes rumpenisser i skoven, for den så da meget Ronja Røverdatter-agtig ud. Han mente, at man nok skulle lidt sydpå til Fjällbacka, for der var jo det ægte Ronja Røverdatter-helvedesgab. Og så endda lige ved havnen ...
Sent om aftenen så vi dette århundredes længste solformørkelse og blodmåne fra klipperne. Både blodmåne og Helleristningerne var dog spildt på festdeltagerne på havnen. De var kommet for noget andet, og begge dele krævede også noget aktivt af en selv at blive opmærksom på.
Inden blodmånen tog jeg disse stemningsbilleder for at teste setup'et med telefon og kikkert.
Det lykkedes matrosen at finde en dansk legekammerat på klipperne.
Dagens vejrudsigt bød på tordenvarsel. For sejlere betyder torden også ekstremt og uforudsigeligt sejlervejr. Vi har ikke gode erfaringer, så vi planlagde et hit and run på Fjällbacka for at se det ægte Helvedesgab fra Ronja Røverdatter-filmen, og så derefter tage et godt stræk sydpå. Da vi kom til Fjällbacka allerede kl. 0900, var der heftig aktivitet i havnen, og frem til kl. 1100, hvor vi gik til Helvedesgabet, strømmede det ind med både. "Ingen ønsker at være ude på øerne, når tordenen kommer", forklarede konen fra nabobåden. Med det i mente turde vi ikke sejle ud og finde ny plads i en anden havn, så vi blev i hyggelige og fantastiske Fjällbacka.
200 meter fra havnen er indgangen til Helvedesgabet.
En eller anden dag skal de jo falde ned. Men det blev ikke i dag.
Havnen og omrikngliggende Skærgård set fra toppen af Helvedesgabet.
En båd næsten ved siden af Helge havde været på togt i to uger med en syv-årig pige. Hvilken lykke for to syvårige danske enebørn at mødes helt heroppe.
Veninden havde en jolle med motor. Ellers blev der fisket krabber, badet fra et lækkert sted med 2- 4- og 6-metersvipper og hygget i bådene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.