Bloggen her omhandlede L23-sejlbåden S/Y Helge, som vi efter seks gode sæsoner har solgt for at skabe plads til en større båd.
Jeg selv og andre bruger stadig bloggen som opslagsværk, hvorfor den får lov at leve videre, men den bliver ikke længere opdateret.
Borgmesteren på sit første sommertogt i 2020. Ikke den bedste sejlersommer.
Helge har fået nyt navn og sejler rundt i det sydfynske. Vi ønsker for de nye ejere, at de får så meget glæde af båden, som vi har haft.
Det var svært for os at tage beslutningen om at udskifte Helge, for vi har virkelig været glade for både båden og for L23'eren som type og for L23-fællesskabet. Men vi var trods alt vokset ud af den - også henset til, hvor meget vi brugte den.
Erfaringer fra L23 gjorde, at vi ville have en sejlbåd, der sejler godt og er smuk. De to ting hænger jo uløseligt sammen, men vi kan godt lide det klassiske look og gode sejlegenskaber som højde på bidevind og den slags.
Vores 'nye' brugte båd er en Luffe 37 fra 1985 med sejlnummer DEN 68. Den har sin egen blog på syborgmesteren.blogspot.com.
L23'eren Helge har de sidste seks år været brugt som tur- og solosejlerbåd. Båden er løbende vedligeholdt og opdateret med det formål - at være en god og tryg båd, der kan sejles let og enkelt solo i dagevis i træk.
Til tursejlads er båden indrettet med et unikt cockpittelt med fuld ståhøje. Teltet sættes let i havn af en person på tre minutter. I 2019 fik vi monteret flere vinduer i teltet, så det nu er en dejlig lys udestue, når man er på tur. Da jeg holdt oplæg om vores tur til Skærgården i L23-klubben, kaldte flere af lytterene kærligt båden for en "Bavaria 23". Og det er da rigtigt. Mere komfort får man ikke i en lille sejlbåd, som stadig kan følge med både en del større.
Kan man lide fornemmelsen af at sejle en lille båd, alene eller med en makker, i fuld kontrol og give de store kamp til stregen, stadig med masser af komfort, så er Helge den rigtige båd.
Så vidt vides er Helge den eneste L23 med denne aptering med skuffer ved pantry.
Der kan ligge mange kolde øller i denne energieffektive indbyggede kompressorkølede køleboks.
Salonen.
Børneværelset :)
Opdateret og robust strømsystem.
Masser af plads i teltet.
Rumskødsspiler på klassemål.
Shipman 28-spiler.
Helge på Trekroner.
Helge i Køge i 2018 f'ør starten til solokap-sejladsen OSC på vej til at at forsvare titlen som første L23 rundt.
I en kort periode, til klubbens båd blev klar, brugte jeg båden som skolebåd med fire elever. Der er god plads i cockpittet til at eleverne kan bytte plads, og der er plads i salonen til at dagens lektion kan genemgås, og debriefingen klares over en iskold øl fra Helges køleboks.
Båden er bundmalet i september 2019.
Søgelænder er ikke monteret, men medfølger.
Udvalgt udstyr:
- Komplet rig med de gængse trimfunktioner for klassen, al spilerudrustning, ankergrej, flag, fortøjninger og fendere + en del ekstraudstyr/løsøre
- ST1000 selvstyrer
- Cockpittelt med ståhøjde (185 cm)
- Køleboks med kompresser
- Opdateret el-system
- Seks Andersen spil, heraf to med selftail
- 9.9 HK støjsvag (2 cylindere) Suzuki-motor
- Storsejl, genua, fok, stormfok, skæringsspiler, rumskødsspiler + en ekstra stor spiler fra en Shipman 28 i god tursejlerstand + ældre storsejl, genua og fok.
- Plexifix skydeluge, stikskot og forluge
- Garmin 720 kortplotter
- Nyt (2018) vinyl monteret i forkahyt
- Centerløft
- Handskerum i cockpit med teak-pynteliste og øvrigt træ i cockpit, blandt andet teakdørkrist (2014) og skydeluge og stikskot (ikke monteret, på grund af nyerhvervet Plexifix)
- Gardiner i tyk hør (2017)
- 25 AMP Victron lader (2019) og 2 x 75 AH Gel-forbrugsbatterier (2016)
- Fastmonteret Garmin VHF med antenne i mast, der nemt betjenes fra cockpit
- Indirekte belysning på hattehylden i LED, som alle andre pærer på båden
- Sikker lejder (badestige) med flere trin i vandet. Kan hives ned fra vandet for øget sikkerhed
Læs mere om L23'ere på L23-klubbens hjemmeside, stil spørgsmål i den åbne og aktive Facebook-gruppe, eller læs mere om Helge her på siden. Læs også den tidligere ejers grundige istandsættelse af båden her og her.
De sydsvenske gästhamnar ligger som perler på en snor og byder sig til til den danske sejler på vej hjem fra Bornholm. Men strækket på 25 sømil over Bornholmsgattet skal naturligvis forceres i et stykke.
Bag os på vej ud fra Vang havn så vi et sidste glimt af Hammershus Borgruin. I besøgscenteret gør de en dyd ud af at fortælle, hvor forhadt denne kirkens fæstning var. Herfra udsprang den kirkelige undertrykkelse og den lidet skånsomme inddrivelse af tiende. I morgenlyset ligner den det, den var, en slags Tengilsborg.
Vi sejlede ud af den hyggelige havn ikke meget efter solopgang. Vejrudsigten havde lovet stabil østenvind på 8 m/s de næste seks timer, så intet ondt skulle kunne ramme os over det ellers frygtede Bornholmsgat. Men allerede efter den første halve time syntes vi at kunne høre en svag rumlen i det fjerne. Var det mon bare sejlet? Eller ankeret i ankerbrønden der slog sig i bølgerne? Så kom regnen. Og lyn og torden som man kun oplevet det på havet.
Her tæller jeg sekunderne mellem lyn og torden. Det kom aldrig nærmere end tre sekunder, altså én kilometer. Men der var masser af det.
Vi ankom til første stop for vores hjemrejse, Kåsaberga, kl. 11 kun en time forsinket. Kåsaberga er det oplagte første stop, når man kommer fra Bornholm, for det er den nærmeste havn på svenskersiden. Yderligere ligger Kåsaberga havn kun 500 meter fra Ales Stenar, som er Nordens største skibsstensætning. Forventeligt måtte denne lille hyggelige havn være propfuld her i højsæsonen.
Nej. Ikke fuld. Ingen andre gæstende både end Helge havde fundet vej. Senere på eftermiddagen kom dog en enkelt dansk båd mere.
Kåsaberga er et virkelig hyggeligt lille sted. Her er fiskerestauranter og et ismejeri foruden selvfølgelig must see-seværdigheden Ales Stenar.
Der var et mylder af andre turister ved Ales Stenar i dagtimerne, så vi tog endnu en tur derop om aftenen. Det er stadig meget omdiskuteret, hvem der har bygget monumentet og hvorfor. Jeg henviser til læseren til at søge litteratur om emnet på egen hånd.
Som et kuriosum har Kåsaberga en strand, der består af de pureste smutsten, så jeg kom derfra med ondt i skulderen af at slå smut. Her har matrosen lavet en blomst af de flade sten.
Vi stod igen tidligt op for at begive os til næste stop, Smygehamn, der ligger på spidsen af den næste pynt. Smygehamn er Sveriges sydligste punkt, så man kommer lige forbi, hvorfor det ligger godt på ruten til et stop.
Sidste billede af Ales Stenar i denne omgang. Monumentet kan anes på toppen her, og har siden vikingetiden været brugt som sømærke. Grundet sandfygning er pynten blevet 1 1/2 meter højere med tiden, hvorfor nu kun halvdelen af stenene stikker op.
I første omgang havde vi tænkt os kun at sejle til Smygehamn, men det blev kun til frokost og is i denne omgang.
Vinden var løjet siden turen over Bornholmsgattet, så vi fik en stille nat i Kåsaberga, der ellers ikke er særlig godt beskyttet mod østlige vinde.
Vinden var plat, og da den blev for svag, beordrede rederen en spiler op. Den sejlede vi så med et stykke tid, til det løjede så meget, at det var meningsløst.
Solen kom frem, og det blev varmt, så vi valgte at tage et formiddagsstop med bad på åbent hav.
Matrosen havde længe ønsket sig at svinge sig rundt i spilerfaldet og ud over båden. Det blev gentaget utallige gange, inden vi kunne komme videre. Jeg forsøgte mig også selv nogle gange, men båden krængede voldsomt, fordi dens kølvægt er for lille. Ja, det er bådens størrelse, den er gal med. Bådens.
Vel fremme i Smygehamn ved Sveriges sydligste punkt.
Smygehamn var hyggelig med små spisesteder. Vi spiste frokost og ledte forgæves efter statuen af Uma Thurmans mormor, der efter sigende skulle pryde dette punkt. Yngste besætningsmedlem insisterede dog på, at vi skulle sejle videre, fordi der var en kraftig lugt af bundvending i havnen. Hermed advaret. Men Smygehamn ligger perfekt på ruten, havnen er godt beskyttet, der er masser af ledige pladser og OK spisesteder, så vi anbefaler det som et stop på ruten med eller uden overnatning. Der er også en ruin af en stenovn og et fyrtårn, man kan besøge, hvad vi dog ikke nåede.
Vi sejlede straks videre til Skåre, som vi anløb efter endnu et badestop på åbent hav. Der var nu havblik, så sidste stræk blev tilbagelagt udelukkende for motor.
Endnu en gästhamn med god plads. Her lå kun én anden gæst foruden os - et dansk par på vej til Bornholm.
Skåre havn er en havn i forfald. Der er to havnebassiner, et mindre indre og et større ydre. De fleste af pladserne i det ydre kan på grund af sandflytning ikke bruges, så de pladser er markeret med advarsler. Der er ingen grund til at holde pladserne frie for sand. Her kommer jo ikke nogen alligevel. Der er i hvert fald masser af plads til de få både, der faktisk kommer i højsæsonen. Måske en dag der kan komme så mange som tre både på samme dag?
På trods af at gæstesejlere synes at have fravalgt denne havn, forsøger de lokale at holde en vis standard. Der er en hyggelig sejlerstue, toilet og bad er af standard og rengøringsniveau over middel, og der er en lille biks bemandet af lokale, som sælger is, selv om det på ingen måde kan svare sig til de få turister, der finder vej hertil. Havneguiden har ikke helt fulgt med forfaldet. Der er ikke, som oplyst, røgeri, café og butik på havnen.
Men hvad sker der så i Skåre havn? et opslag fra de svenske toldmyndigheder gav en del af svaret. Her var en opfordring til at anmelde smugleri. Jeg fik desværre ikke taget et billede, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at der selvfølgelig er en grund til, at skiltet hang der. En forfalden og delvis forladt havn med motor- og fiskerbåde som ligger tæt på Polen? Hvad der smugles hertil eller fra, ved jeg ikke.
Falsterbo kanal.
Skåre havn var sidste havn inden Falsterbo kanal. Måske er det derfor, den er så forladt? Kanalen er i hvert fald et mere oplagt sted at gøre holdt, hvis man alligevel skal der igennem. Og sejler man udenom Falsterbo/Skanör, kommer man ikke forbi Skåre.
Broen over kanalen ligger i kanalens nordlige ende, hvor også havnen Höllviken ligger. I selve kanalen er der masser af muligheder for at lægge til. Dog kan man ikke gå i land fra pladserne. Snarere ligger man langskibs på nogle bitte små betonøer med brædder på. Det er altså mere et supergodt alternativ til ankring end til en havn.
Pr. juli 2019 åbner broen hver hele time mellem 06 og 22, dog ikke kl. 07, 09 og 11. Brovagten kan kontaktes på kanal 11.
Også i Höllviken havn lige ved broen over Falsterbo kanal var der masser af plads.
Vi tog et kort stop i Höllviken for at tanke og for at spise frokost hos Annas bageri 400 meter fra havnen. På vej tilbage så vi havnefogeden patruljere. Det gav om bord anledning til den sædvanlige snak om, hvor længe man kan tillade sig at ligge i en havn uden at betale.
Tankningsanlægget i Höllviken tager KUN imod svenske sedler. Ikke kort af nogen art.
Turen hjem til København gik dels for sejl, dels for motor, og vi havde en behagelig medstrøm det meste af vejen.
Denne sommerfugl holdt et kort hvil på det ikke-satte storsejl, lige inden vi kom frem. Da vi ankom, sluttede feriens gode vejr.
Sidste stop på Bornholm i denne omgang var Vang, for vi havde booket klatring i Vang stenbrud.
Turen til Vang var en smule hård i vind af måske 9 - 10 m/s foran for tværs. Men bølgerne var ikke slemme, så for fok og storsejl gik det fint.
Vel ankommet til Vang gik vi straks i gang med at udforske området. Naturen omkring Vang står ikke tilbage for Hammeren, så det var rart lige at få en sidste god bornholmernaturoplevelse, inden vi vender stævnen mod København.
På havnen mødte vi den lokale bornholmerskipper på S/Y Pinta, og vi blev her budt på klokken ølve-øl.
Naturen og historien i Vang er speciel. Her er et gammelt anlæg til udskibning af sten fra det lokale
stenbrud.
Klatring i det nedlagte stenbrud kræver stærke nerver. Her er det matrosen, der klatrer til tops.
Vang havn er ikke en kommunal havn, og stor er den heller ikke. Underligt nok er den ikke overfyldt. For den er da virkelig en perle. Der er lidt mere miljø på havnen end ved Hammer havn, og afstanden til borgruinen er ikke meget større herfra. Faciliteterne i Vang er ikke helt i top, men sådan er det jo med små hyggelige havne. Vi betalte 160 mod 198 i de andre havne.
Dueodde - Danmarks sydøstligste punkt med det fineste sand. I baggrunden ses Helge.
Svaneke var fantastisk, men vi skulle videre til Rønne i vores travle ferieprogram. Nu her ved feriens østligste punkt var vinden netop slået over i øst, så der var halv vind hele vejen til Dueodde.
Kysten fra Svaneke til Dueodde er smuk og med mange sammerhuse ned til vandet. Nexø sejlede vi forbi. Den har vi til gode til en anden gang.
Matrosen havde fra ældre familiemedlemmer hørt om det sagnomspundne sand fra Dueodde. Legenden fortæller, at det er så fint, at man i gamle dage brugte det til at fjerne overskydende blæk fra papiret, når man havde skrevet med fyldepen. Yderligere fortælles det, at sandet er så fint, at det knirker, når man går. Desværre findes der ingen havn i miles omkreds af Dueodde, så vi valgte at ankre op ud for Dueodde og sende en ekspedition i land til at samle en æskefuld af det mytologiske sand.
Hele bunden omkring Dueodde er selvfølgelig det fineste sand. Revler der flytter sig meget. Trofaste læsere vil vide, at jeg har respekt for den slags, så vi bevægede os forsigtigt frem og kastede anker på 1,8 meter vand.
To svømmere og en vandtæt pose med diverse remedier begiver sig ind til kysten for at fylde en lille beholder med sand. Selv om vi lå på 1.8 meter, hvor jeg netop kunne bunde, måtte vi svømme over flere dale på vej ind. Vi halvvejs gik, halvvejs svømmede ind til stranden.
Endelig fremme til høstning af sand.
Efter sandhøstningen svømmede vi tilbage til Helge og skibsrederen, som henset til anker-fadæsen i Sandvig nogle uger tidligere, valgte at blive på sit skib, mens det lå opankret.
Tilbage i båden gik det nu i medvind til Rønne. Der er kun én kølbådshavn på hele sydkysten, nemlig Arnager. Men vi havde brug for en havn med legeplads og faciliteter, så vi sejlede et par sømil længere og nåede Nørrekås havn i Rønne.
Og faciliteterne i havnen ER gode. Både og bade- og vaskefaciliteter er helt i orden, i modsætning til i Gudhjem og Svaneke.
Rønne er en hyggelig dansk provinsby. Med det mener jeg, at den, bortset fra den charmerende dialekt, er mere dansk end bornholmsk. På torv/gågade finder man "Din Tøjmand", "Bog & Idé", "Sport Master", et apotek osv.
Ud for Rønne tog vi en guidet tur på fossiljagt. Bornholm var, i modsætning til resten af Danmark, oven vande i Dinosaurernes tid. Vi fandt forstenede snegle og et enkelt stykke fra en 140 millioner år gammel skildpadde på det sted, hvor den første tand fra en dinosaurus i Danmark blev fundet i år 2000.
Forklaring af fund.
Turen hjem fra fossilgraven gik gennem en flot skov.
Denne flotte tyske nål af en båd, en Skerry, mødte vi i Hammer havn, i Svaneke og igen her i Rønne.
Vinden havde lagt sig, så efter at have tanket benzin gjorde vi klar til en motortur de otte sømil til Svaneke.
Hvorfor ikke gøre sig det lidt behageligt, mens man lader sig transportere til Svaneke.
Vel fremme i Svaneke fandt vi hurtigt en god plads.
Svaneke er i mine øjne meget bedre end Gudhjem. Den er også turistet men på en mindre turistfældeagtig måde. Og så er der i yderhavnen et dejligt havbademiljø med udspringstårn i med ca. 2-, 3- og 4-metervipper.
Vi nåede at udforske byens bolcheri, Svaneke bryghus, Bülow-lakrids og mange andre lækre bornholmske specialiteter.
Restauranten ved havnen var bare helt fantastisk. Om aftenen fik børn og barnlige sjæle lov at grille skumfiduser og poppe popcorn.
Der er ikke så meget at sige. Svaneke er bare Bornholm, når det er bedst. Fantastisk smuk natur og by. Lokale og gæster er hyggelige og rare, butikker og spisesteder gode og ærlige. Nårh ja, og så de bedste havbadefaciliteter siden Fjällbacka.
Sejlturen fra Hammeren var virkelig smooth sailing for sejl hele vejen. Efter de første to sømil rundede vi spidsen af Hammeren, og som da jeg sejlede der to uger tidligere, forsvandt bølgerne. Så bommede vi og tog de resterende otte sømil for halv vind.
Vi sejlede ud i tåge, der dog lå ret højt. Toppen af Hammerknuden og Borgruinen kunne ikke ses.
Gudhjem har to havne, en stor og en lille, som ligger meget tæt på hinanden. Vi lagde os i den lille havn, der lå lige ved byens udkant og var meget hyggelig. Desværre var der ingen faciliteter i havnen. Wifi, bad og toilet var beliggende ved den anden havn. Det behøver ikke være et problem, men for 40+-segmentet er det irriterende at skulle gå flere hundrede meter for at tisse om natten. Selv strøm var 100 meter væk. Det er selvfølgelig ikke i orden og heller ikke velbeskrevet i guidebøgerne. Men heldigvis ligger Nørresand havn i den ikke-overrendte del af byen. I den 'rigtige' havn er der virkelig tant og fjas til langt ud på aftenen, hvor der her i den nordvestlige del af byen er mere fredfyldt.
Gudhjem selv er utrolig charmerende, men her i højsæsonen er den direkte overrendt af turister på den ikke så charmerende måde.
I havnen ligger to fastliggende sejlbåde og nogle små fiskerjoller. Helge var den eneste gæstesejler. Da vi ankom, blev vi taget godt imod af skipperen fra de to andre både og anvist en god plads. Gæster er sjældne men velkomne.
Vi udforskede Karamelleriet og et glaspusteri og badede fra havnen. Om eftermiddagen gik vi på Oluf Høst-museet, der var flot og med en spektakulær have.
Museet havde også et lille udhus, hvor man selv kunne slippe kreativiteten løs.
