onsdag den 4. marts 2015

Sæsonstart og Flyttedag

Helge ligger på sin gamle plads i Christianshavns Kanal.
Christianshavn har fået en masse broer. Som cyklist er broerne en velsignelse. For sejlere og for den sejlerinspirerede kultur på Christianshavn er de en forbandelse. Broerne åbner maksimalt en gang i timen, og ikke mellem 0700 og 0900 og heller ikke mellem 1525 og 1800. For at få åbnet en bro skal man booke en broåbning i forvejen. Broerne er derfor totalt uforenelige med at være sejler i Kanalen. Vi havde 50 sejldage sidste år, mange af dem en-dagsture. Derfor har vi ikke haft andet valg end at opsige vores plads.

Ud over sejlerne er det husbådene og gæstesejlerne, der skaber sejlerkulturen i hjertet af København. Der vil sandsynligvis fortsat være folk, som vil bo på deres både på Christianshavn. 2015-sæsonen vil vise, om gæstesejlerne stadig vil komme her. Ellers er Kanalen fuld af både, der ikke bliver brugt, og de vil sikkert også blive liggende. Jeg læste for et par år siden, at gennemsnitssejlbåden i Danmark sejler seks dage årligt. Sejlbådene i Christianshavns Kanal trækker ikke det gennemsnit op. Det er givet, at Helges plads bliver overtaget af sådan en båd.

Nuvel, så meget for brokkeriet over Christianshavns broer. Jeg har i et år været medlem af S/K Lynetten som er en havn tæt på Christianshavn. Her har vi i dag lagt Helge op. Cykelturen til Lynetten er lidt længere, men til gengæld er det en hyggelig tur gennem Christiania. Sejlklubben ligger i de mest charmerende post-industrialistiske omgivelser man kan tænke sig. Og så ligger den tættere på åbent hav. Vi kender også en del søde mennesker, der har både på Lynetten. Så helt skidt er det ikke.

Jeg startede dagen med at køre et læs spilere og løsøre ned til båden.
Kalenderen siger forår (4. marts), men helt varmt er det ikke endnu.
Jeg måtte køre flere læs derned. Fem i alt.
Den nye havn ligger længere væk fra vores bolig end den gamle. Derfor skulle jeg have så meget flyttet over på båden ind afgang. Og det giver jo ikke mening at udskyde rengøring af kahytten til den er fyldt op med grej, så også det måtte jeg gøre i dag.


Farvel Christianshavns Kanal. Tak for den tid vi havde sammen!
Matrosen havde også savnet Helge-båd i vinteren.
Skibsrederen med Middelgrunden i baggrunden. Kan vi mon besøge Middelgrunden i år, nu hvor spejderne har overtaget den?
Vi fandt en god plads på Bro 4 på Lynetten. Tiden vil vise, om vi kan få lov at blive liggende.
Turen til Lynetten gik for motor og var ganske problemfri og i øvrigt kun på tre sømil. Men nu er sæsonen i gang. Og det er en rar fornemmelse at kunne sejle, når man vil. Må 2015-sæsonen blive lige så god som sæsonen i 2014.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.