søndag den 7. juni 2015

Præludium til årets sommertog


Helge parkeret i Barsebäck Hamn med det svenske gæsteflag oppe.
Forårets sidste forlængede weekend startede vi med et lille togt på Øresund, - årets første med overnatning for hele familien. Vi havde egentlig planlagt at sejle til Hven for at prøve en efter sigende god vegetarrestaurant. Desværre var der stängt på fredagar ... Ærgerligt. Derfor måtte vi finde et andet sted at fejre fars dag. Barsebäck passede også bedre med vinden, for så kunne vi sejle halv vind begge dage.

Der var meget kraftig nordgående strøm og svag vind, så vi valgte at sejle det sidste stykke for motor.
Barsebäck Hamn har en udmærket restaurant.
Anløbet til Barsebäck forløb uden problemer, men man kan godt mærke, at sæsonen er startet. Vi fandt dog en plads til Helge på det lave vand sammen med fiskerjollerne. Spørgsmålet rejser sig ... "Hvor længe kan man være bekendt at ligge i en havn uden at betale havnepenge?". Behøver jeg skrive, om vi betalte?

Nuvel, efter frokosten sejlede vi tilbage mod Flakfortet for at tilbringe natten der.

Der var både hele vejen rundt i bassinet.

Mad på Flakfortet. Det var hyggeligt og stille, lige indtil et vådt firmaarrangement indfandt sig.
Vi troede, vi havde fundet en god plads, Men sæsonen på Flakfortet er for alvor i gang, og en allerede våd firmaudflugt afholdte ølstafet lige på græsset, hvor Helge lå. Altså! Nå, men bortset fra det, så lå vi meget godt. Matrosen fandt konstant nye legekammerater, og hun er efterhånden så hjemmevandt på Flakfortet, at vi godt tør lade hende løbe rundt på det flade stykke med redningsvest på under begrænset opsyn.

Rederen har tidligere beklaget sig over soveforholdene i Helge. Efter lidt modifikationer i vinter, kunne Rederen denne gang sove fra klokken 1900 til klokken 0900, kun afbrudt af lidt ølstafet og sejlere der vækkede hele havnen i panik over tom dieseltank og flade batterier.

Helge lå cockpit mod cockpit med en L29.
På østsiden af Flakfortets perimeter er nu opført en badebro, der fører ud i det åbne Øresund.
Matrosen kunne få en lur på læ køje på hjemturen.
Måske får vi slet ikke sejlet mere inden sommertogtet. Helge skal på land i næste weekend og have trimmet skægget i bunden, og weekenden efter vil vi også være forhindrede. Og så starter togtet allerede (26. juni).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.