Sommertogt 2015, 12. etape: Lyø - Svendborg

Genfotograferet: Fra Café 'Den Gamle Skole' (meget Old School café, høhø).

Mine faste læsere vil vide, at jeg ikke har opdateret de sidste tre dage. Det skyldes dog ikke manglende muligheder, for hvor jeg har været, har der været alle tiders internet-dækning. Snarere skyldes det, at jeg foretrækker at blogge om destination først og dernæst tur i hvert blog-indlæg. Og i tre dage har vi ligget indeblæst på Lyø.

Det var naturligvis ikke planlagt at blæse inde på Lyø. Snarere havde vi planlagt at blæse inde på Årø i én dag. Men hver gang vi så vejrudsigten, var der lagt 1 m/s til vinden. Det endte med, at vi blev indeblæst i i alt tre dage, hvilket er to dage længere, end vi normalt ønsker at tilbringe på en lille ø.

Fredag ved sekstiden kunne vi bevæge os ud af havnen.

Det var virkelig ærgerligt at være fastlåst til en ø så meget længere, end vi havde tænkt os. På positiv-siden fik vi set en tilfældig ø lidt mere i dybden. For Lyø er vel mest det, - nemlig en tilfældig småø. Hygge, affolkning og turisme er nøgleordene.

 

 

 

Det centrale gadekær.

Næsten alle bindingsværkshuse på øen har denne specielle malingsteknik. Her er ikke malet over stok og sten ..

Jeg ynder at besøge de danske småøer, fordi de er vores nationale og kulturelle 'hinterland'. Mere bagud end resten af Danmark på næsten alle områder (man kunne købe Jolly Time på havnen), men forud på ét centralt område: Affolkningen. Et emne der bør optage alle danskere i disse tider er urbaniseringen, der har taget til i styrke til et niveau, hvor 'overbefolkning' eller med kommunalpolitikkerners ord 'fortætning'. Det er temaet i hovedstaden. Altså hvad hvad man skal gøre ved den massive tilstrømning af mennesker der p.t. (2015) ligger på ca. 1000 personer om måneden. Det er et problem for hovedstaden, men en større udfordring for de områder i landet, der lades alene tilbage.

Lille hus ved gadekæret.

Spydspidsen om man vil for denne udvikling, der rammer hele Danmarks udkant, er småøerne. På Lyø fik jeg ufrivilligt tid til at dykke lidt mere ned i Lyøs demografiske udvikling i de senere år. Cover-billedet i denne historie er fra skolen i år 1923, altså to år efter den navnkundige Achton Friis besøgte øen. På billedet kan man tælle 48 skolebørn på øens skole. Museumsindehaveren fra det lokale søfartsmuseum beretterede følgende: Da hun og hendes mand kom til øen for 34 år siden boede her på øen 200 personer. Der var dengang 10 gårde. I dag findes kun fire gårde tilbage, og da skolen lukkede i 2009, flyttede alle børnefamilier fra øen, bortset fra dem på de fire gårde, der har tilsammen tre børn. De tre børn skal med færgen klokken 0630 og er tilbage på øen igen klokken 1700.

Mere fra 'Den gamle skole'.

Caféindehaveren på Café 'Den gamle skole' fortalte, at der på øen bor (2015) i alt 80 personer og at over halvdelen af dem er pensionister. Ved selvsyn kunne jeg konstatere, at en stor del af resten tilbringer dagen med en kold øl foran den hyggelige kønmand, der har borde placeret til samme formål.

De af mine læsere der er skolede udi det arabiske vil finde moro i dette skilt.

Museumsindehaveren konstaterede, at der i al den tid (34 år) hun havde været på øen, var der blevet færre og færre beboere og flere og flere turister. Turisterne består af endags-turister med færger fra Faaborg, sejlere, ølejrgæster og ferielejlighedsgæster. I sæsonen er der således 1000 personer på øen i dagtimerne. Det bringer liv til to caféer, en havnegrill, nogle lejligheder, lidt honning- og marmeladesalg og så selvfølgelig havnen selv foruden købmanden.

Ø-lejren trodsede vejret og spillede op til dans på caféen.

For denne del af Udkantsdanmark er det heldigt, at naturen har så meget at byde på. Men spørgsmålet er nok ikke 'hvor længe øen kan holde stand' end men snarere 'om øen kan holde stand' mod den massive affolkning. Med over halvdelen af befolkningen som pensionister og med kun tre skolebørn skal der i hvert fald nyt liv til udefra for at køre et samfund videre. Museumsindehaveren mente at 'det må snart vende, for det kan ikke blive ved at gå'. Men det er svært at se, hvad der skal til for at få det til at vende.

Jeg observerede dette fænomen overalt på øen, -nøglen siddende i postkassen. Jeg overlader til læseren at drage sine egne konklusioner på, hvorfor dette ikke længere finder sted på fastlandet.

Øen har en sjov stendysse, hvis overliggersten fungerer som en slags klokke, når man slår på den med en sten. Det har folk sikkert moret sig med i de ca. 5500 år der er gået, siden den blev bygget, og det har givet dem de runde huller, der ses på billedet.

Nå, men vi er jo på sejlferie. Sejlturen til Svenborg gik problemfrit. Vi startede ud i 11 - 12 m/s og lænsede for fokken det første lange stykke. Efterhånden som tiden gik, løjede vinden, og,  vi måtte bære mere og mere sejl. Til sidst måtte vi pille genua og storsejl ned og starte motoren, for der var for lidt vind til at forcere modstrømmen i Svendborgsund.

Svendborg havn var propfuld, men vi så denne store trimaran Juniper på vej ud, lige som vi kom ind. Vi kendte dens plads i havnen, fra da vi var der ugen forinden. Ganske rigtigt, den plads var ledig. Her lagde vi Helge og betalte for en uge. Alligevel ringede havnefogeden senere på dagen og bag om lov til at forhale Helge, for Juniper var på vej tilbage til sin plads. Altså!

Helge er nu parkeret i Svendborg. Måske vil jeg om en uges tid få mulighed for at besøge dele af udkanten, der er i endnu højere grad end Lyø har mærket den demografiske udvikling. I hvert fald er planen, at jeg i løbet af en uge sejler båden alene tilbage til Lynetten