torsdag den 2. juli 2015

Sommertogt 2015, 7. etape: Vejrø - Omø



En populær legelads
Vejrø er en ø, der deler vandene. I overført betydning, forståes. Blandt småøer er dens særkende de ublu havnepenge på 350 for alle både op til 15 meter. Særligt ublu synes det, når man kommer i så lille en båd som Helge.

Men man må overgive sig og indrømme, at øen er pengene værd. Her er en fantastisk legeplads (vigtigt!), gratis cykler til transport på øen, herunder en ladscykel, gratis jordbærmark, hvor man bare kan forsyne sig, gratis brænde på havnen, bad og tøjvask i absolut særklasse og så i øvrigt en rigtig fin og velholdt ø. En enkelt irriterende ting er dog, at internettet på øen ikke virker. Der er selvfølgelig gratis Wifi. Det virker bare ikke. Der er noget galt! Altså! Vi er uden for mobildækning, så sådan noget skal bare virke. Især når man nu markedsfører sin ø som den mest velholdte.

I posen under sallinghornet hænger en mobiltelefon + ekstra batteri. Der hænger den og broadcaster internet til de andre enheder på båden. Kun langt over jorden er der effektivt internet. Jeg har i skrivende stund brugt metoden på to af fire øer som min eneste chance for internet.


Øen er en blanding melllem Østerbrosk  økospeltmor og udkantsdanmark med vild natur. Men på en eller anden måde, så fungerer det!

Kort efter ankomsten cyklede vi øen rundt og så harer, rådyr, økologiske grise og kvæg og imponerende væksthuse. Hele øen virker meget velholdt. Og selv med havnepenge på 350, så kan det umuligt være en overskudsforretning.



Hvor er nu den søde lille Anna ...

... ude i det store grønne jordbærbed!



Selv Vejrø har sin egen trailerpark

Kirkegården er holdt pænt og vidner om et ægte øsamfund i fordums tider

På en cykeltur rundt på øen får man hele tiden lyst til at fotografere, for øen er fyldt med små naturperler.

Restauranten åbner først til sæsonstart (juli), så vi grillede pølser, vi selv havde medbragt. I 'Skipperly' kan man købe pølser fra kød fra lokale dyr.

Når jeg er er, så spørger jeg mig selv 'Hvorfor?' Altså hvorfor dog lave sådan et resort ud af en gammel ø? Måske er det bare en rig mands drøm at lave et lille stykke paradis og så i øvrigt dele det med interesserede. Selvfølgelig læser du med, og herfra skal lyde et stort 'tak'! Tak fordi du gjorde det, og tak fordi du inviterede os inden for.

Det havde blæst godt op, og vinden på næste stræk blev på mellem 8 og 11 m/s. Vi valgte derfor Omø over Agersø, da Omø ville give os en læhavn. I havnen lå flere skibe på overliggerdag på grund af vinden.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.