fredag den 15. juli 2016

Sommertogt 2016 11. & 12. etaper, Snaptun - Hjarnø - Horsens


Kirken på Hjarnø. Danmarks mindste?
Sidste etape for denne gang skal afsluttes i Horsens. Det skal det, fordi vi i lejet bil skal køre til Rømø og holde ferie der i sommerhus. Om en uge sejler jeg så båden hjem igen. Valget faldt på Horsens, fordi vi skulle finde en havn, der

- Ikke ligger for langt fra Rømø
- Ikke ligger for langt fra, hvor vi selv var
- Helst er en frihavn
- Med billeje i gåafstand

Da de kulinariske udfoldelser på Snaptun havn var afprøvede, besluttede vi at spise frokost på Hjarnø. Vi tænkte på at tage færgen derover, men det virker jo lidt tåbeligt, når man har en båd. Derfor sejlede vi derover for at lægge til, men det gik ret dårligt, og vi gik på grund. Havnen på Hjarnø er fornyligt udvidet, og det gør, at vores søkort alle var uddaterede i forhold til havnen. Så hvor vi troede, der ville være to meter vand var der i virkeligheden kun 1,30. Vi kom dog hurtigt fri med hjælp fra en anden sejler og kunne bevæge os til caféen midt på øen.

Kirken på Hjarnø har noget så beynderligt som et vikingeskib hængende i loftet.
Et interessant dilemma for sejlere: Hvornår har man ligget længe nok til at man bør betale havnepenge? På Flakfortet er det nemt nok - der er halv takst for et dagsanløb. Men hvis man er en time i en havn for at spise, bør man så betale fuld døgntakst? Hvor mange gange i døgnet er det rimeligt, at man betaler døgntakst?
Efter Hjarnø gik det mod Horsens. Som vanligt på dette togt var vinden stik imod. Faktisk har vi sejlet bidevind/kryds stort set hele vejen fra Helsingør. Jeg tog mig selv i i dag at sejle for motor efter vindpilen i stedet for kortplotter eller landkending. Jeg ved jo, at jeg altid skal sejle hen, hvor vinden kommer fra.

Det bliver ærlig talt lidt trættende i længden at skulle sejle vinden midt imod igen og igen. Og igen og igen har DMI undervurderet vindstyrken. i dag skulle den have været 6 - 8 m/s, men blev af vores følgeskib målt til 14 - 17 relativt, altså 11 - 14 absolut. Vi har på dette togts foreløbige 174 sømil banket flere pæle i end de øvrige 1800 sømil, vi har sejlet i Helge.

Næsten fremme! Omstændigheder gjorde, at vi for første gang nogensinde sejlede ind i en jysk fjord. Der er godt nok flot her! Skoven går flere steder lige ned til vandet. Det at vi var på en fjord gjorde også, at vi faktisk kune sejle i hård vind. Det havde ikke været rart at sejle på Kattegat. Under andre omstændigheder ville man også snildt kunne ankre op flere steder i fjorden, selv i hårdt vejr.
Matrosen har virkelig fået smag for at fiske krabber, fisk, snegle, søstjerner, rejer og andet kryb i havnene i år. Det er skønt, for er der ikke en legeplads, så kan man jo altid lige inspicere den lokale bestand af dyr.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.