Bloggen her omhandlede L23-sejlbåden S/Y Helge, som vi efter seks gode sæsoner har solgt for at skabe plads til en større båd.
Jeg selv og andre bruger stadig bloggen som opslagsværk, hvorfor den får lov at leve videre, men den bliver ikke længere opdateret.
Vinden var på dagens tur midt imod det meste af tiden. Vi kæmpede med sejlene, men til sidst måtte vi give fortabt og sejle for motor det meste af dagen. Så sejladsen var forholdsvis kedelig og begivenhedsløs, også fordi vi det meste af vejen fulgte "E6:an", som vi også sejlede på ved udturen.
Åstol ligger netop syd for linjen fra Grenen ved Skagen og Pater Noster-fyret tæt herved. Dermed er vi nu ikke længere i Skagerak men tilbage i Kattegat.
Øen er meget spændende, og den stod på listen over steder, vi ville besøge i Bohuslän. Listen er lang endnu, og vi nåede end ikke halvt igennem den.
Hele øen er nærmest en stor naturhavn, hvorfor den blev befolket under den seneste sildeperiode, og der har på grund af den gode havn og det i øvrigt sparsomme areal kun fundet fiskeri og lodsvirksomhed sted på øen, til turismen gjorde sit indtog.
Øen minder mest om en hånd uden tommelfinger med pegefingeren let hævet. Mellem pege- og langefinger er den lange havn. Der er ikke meget andet på øen.
Åstol har stort set ingen natur. Men den har et lille børnebadested med en sjov vandrutschebane, hvor matrosen igen var heldig at finde en dansk legekammerat.
Lidt leg på havnen efter badet.
Havnen var godt fuld.
Havnen er i skrivende stund (2130) den mest fyldte havn, vi er stødt på på turen. De store både ligger i op til seks lag uden på hinanden, og de kan ikke længere vende i havnen. Selv da vi kom ind kl. 1200, var havnen fuld, dog ikke proppet.
Vi var heldige at finde en god plads. Det var vigtigt ikke at ligge langskibs, for vi vil gerne tidligt af sted.
Øen er ret unik med snørklede stier og ingen veje mellem husene. Der findes ingen biler og dårligt nok cykler på øen, for det giver ingen mening henset til øens lidenhed. Øen skal opleves, men man bør ikke blive hængende mere end en dag.
Vi er på vej hjem fra underskønne Bohuslän. Men vi er ikke ude af det endnu, heldigvis. Et par dage i aktive havne havde givet os lyst til igen at opsøge en øde ø. Vrakevik ved øen Gåsö blev valget, mest fordi den lå i en passende afstand på 25 sømil syd for Fjälbacka.
Vi stod tidligt op og sejlede ud kl. 0700. Både fordi yngste besætningsmedlem helst sover sig gennem sejladsen, men også for at få en god plads på den ankerplads, vi skulle frem til. Selv øde øer er velbesøgte her. I hvert fald dem der er beskrevet i vores guidebog.
Først passeres Sotenkanalen ...
... 1½ sømil senere er vi igennem smutvejen Pinan.
Kort efter Pinan vågnede matrosen, så vi gjorde for anden gang på turen holdt ved Bensinön, hvor der kan købes is. Det er svært at håndhæve reglen om minimum én is om dagen, når man sejler mellem øde øer, men også denne dag lykkedes det.
På ruten mødte vi kajaksejleren, jeg hilste på i Bua. Det møde har gjort stort indtryk på mig, på grund af den mangel på komfort man kan udholde for at tage ud i naturen. Vi nyder vores komfort på Helge i fulde drag.
Pladsen vi lå på var ikke afmærket i kort eller guidebog, og jeg havde svært ved at få ankeret til at bide. Bunden bestod udelukkende af tang, som ankeret kunne glide på. Til sidst måtte jeg fylde en vandtæt pose med redningsveste og med den pølse som opdrift svømme ankeret helt ud i ankertovets længde og dykke ned og tvinge det til at bide. Det er den slags underholdning, der nydes i de andre både på ankerplasen. "Hvorfor gør de der sydskandinaver ikke bare som os?".
Matrosen får her anvist, hvordan man banker bjergkiler i klipperne. De to næste tog hun selv.
Vel ankommet til Vrakevik blev der hygget på klipperne med læsning og fiskeri af rejer og krabber inden den obligatoriske opdagelses- og klatretur på øen. I baggrunden ses fire både, der lå langskibs ved en meget lille ø midt i bugten. Der lå kun to, da vi ankom, og vi kunne fint have ligget der. Men den ø er kun omkring 1000 kvadratmeter stor, så vi forsøgte os i stedet med 'hovedøen'. Her lå vi bedre, men det tog også måske en time at komme på plads. Men det arbejde var jo ikke meningsløst, for det var god underholdning for tilskuerne.
Gåsö er større end de andre øer, vi har besøgt. Men den del vi nåede at udforske var virkelig smuk.
Budskaberne på klipperne på Gåsö er ikke så svære at afkode som dem i Tanum.
Århundredets blodmåne fotograferet fra TanumStand med mobiltelefon gennem marinekikkerten.
Vi forlod smukke Munkholm tidligt om morgenen i svag til ingen vind fra skiftende retninger. Togtets endemål havde vi forlængst fastsat som Tanum for at se helleristninger på Vitlcyke Museum og omegn. Nærmeste havn var TanumStrand (ja, sådan staves dette forjættede sted altså). TanumStrand har nemlig udlejningscykler og ligger tættere på museet end de andre gästhamnar i området.
Da vi nærmede os TanumStrand, blev vi mødt af kæmpe reklamer med "After Beach från 1600 - 1900". Allerede der fik vi bange anelser. "Hvad er dette for et sted?". Havnen er den optimale havn, hvis man drømmer om Sunny Beach, Paradise Hotel, Comwells konferencecentre, solbrændte tatoverede nordmænd og svenskere i motorbåde med potente bovpropeller og beach parties (på bådene) til klokken fem om morgenen. Alle andre vil nok føle, at de får bedre valuta for havnepengene andre steder.
Nå, men vi var jo kommet for at se helleristninger. I receptionen på centeret, ja, det var et center, hvor havnen kun var en lille del af repertoiret, tog jeg derfor en folder over underholdningstilbud. Til min gru var der ingen nævnelse af dette UNESCO's Verdensarv få kilometer fra havnen. Jamen altså, hvad er det dog for et sted? Vi spurgte til udlejningscyklerne, men fik at vide, at der ingen var til "barn", hvorfor vi måtte tage en taxi til museet. Taxien var til gengæld billig, og museet inklusiv rundvisning var gratis.
Hvad har bronzealderskandinaverne mon tænkt, da de lavede disse helleristninger? Det er stadig ret uklart, og jeg kan ikke lade være at tænke, at det hele måske bare er nogle teenagebronzealderdrenge, der har kedet sig. Se billedet herunder.
De er lavet i bronzealderen. Tror man da. Men i sjov eller alvor? Fandtes der mon spasmagere og spøgefugle den gang også, som i dag?
Vitlycke Museum er bestemt et besøg værd. Det er nemmere i bil, for så vil man kunne køre lidt rundt i området og se flere forskellige. Vi nøjedes med at se dem nær centeret.
På vej i taxien tilbage til havnen spurgte vi chaufføren, om der mon ikke fandtes rumpenisser i skoven, for den så da meget Ronja Røverdatter-agtig ud. Han mente, at man nok skulle lidt sydpå til Fjällbacka, for der var jo det ægte Ronja Røverdatter-helvedesgab. Og så endda lige ved havnen ...
Sent om aftenen så vi dette århundredes længste solformørkelse og blodmåne fra klipperne. Både blodmåne og Helleristningerne var dog spildt på festdeltagerne på havnen. De var kommet for noget andet, og begge dele krævede også noget aktivt af en selv at blive opmærksom på.
Inden blodmånen tog jeg disse stemningsbilleder for at teste setup'et med telefon og kikkert.
Det lykkedes matrosen at finde en dansk legekammerat på klipperne.
Dagens vejrudsigt bød på tordenvarsel. For sejlere betyder torden også ekstremt og uforudsigeligt sejlervejr. Vi har ikke gode erfaringer, så vi planlagde et hit and run på Fjällbacka for at se det ægte Helvedesgab fra Ronja Røverdatter-filmen, og så derefter tage et godt stræk sydpå. Da vi kom til Fjällbacka allerede kl. 0900, var der heftig aktivitet i havnen, og frem til kl. 1100, hvor vi gik til Helvedesgabet, strømmede det ind med både. "Ingen ønsker at være ude på øerne, når tordenen kommer", forklarede konen fra nabobåden. Med det i mente turde vi ikke sejle ud og finde ny plads i en anden havn, så vi blev i hyggelige og fantastiske Fjällbacka.
200 meter fra havnen er indgangen til Helvedesgabet.
En eller anden dag skal de jo falde ned. Men det blev ikke i dag.
Havnen og omrikngliggende Skærgård set fra toppen af Helvedesgabet.
En båd næsten ved siden af Helge havde været på togt i to uger med en syv-årig pige. Hvilken lykke for to syvårige danske enebørn at mødes helt heroppe.
Veninden havde en jolle med motor. Ellers blev der fisket krabber, badet fra et lækkert sted med 2- 4- og 6-metersvipper og hygget i bådene.
Ved 9-tiden afgik vi fra Kungsholm for at nå videre nordpå. Vejret var fint, men vinden meget svag og dagens navigation udfordrende. Så vi gjorde, som altid, klar til at sætte sejl, men sejlede for motor.
Dagens første stop var på den lille ø Bensinön, som ligger lidt uden for Kungshamn. Her kan man ikke overraskende købe benzin. Indehaveren hjælper med fortøjningen og byder også på andre nyttige ting i sin lille butik.
Flere øer på ruten burde være benzinøer, når man tænker på alle de benzinslugere, der fræser rundt her.
Kort efter Bensinön tog vi en passage kaldet Pinan, der kun er tilgængelig for både med lav dybgang.
Her er vi igennem det smalleste af Pinan.
Kort efter Pinan er et lille område med masser af muligheder for at ligge langskibs til små øer og holme. Her er det "Andante" fra Christianshavns kanal, der har fundet vej.
Kort efter Pinan kom vi til Sodenkanalen, som er en delvist udgravet/spængt kanal gennem en halvø. Segling, hvilket vil sige sejlads for sejl, er forbudt i kanalen.
Sodenkanalen er et meget smukt stykke at besejle. Og fartbegrænsningen på fem knob er en herlig afveksling fra de store brølende benzinslugere på ruten, som gør livet surt for små sejlbåde.
Jeg havde på forhånd udset nogle egnede pladser for natten i søkortet. På førstepladsen var øen Munkholm, hvor der skulle være en rigtig god plads. Desværre var pladsen optaget af en Dehler 34 sejlet af tre tyske damer. De var dog flinke til at hjælpe, og efter lidt trækken rundt med Helge fik vi ham placeret på en helt fantastisk plads. På begge sider af båden kunne vi gå i land, og jeg kunne stå i kabyssen og servere middagen direkte over rælingen til indtagelse på klipperne.
Her bliver frokosten indtaget på de varme klipper.
Som fod i hose. 20 cm vand under kølen.
Matrosen havde bestilt en øde ø, hvor vi dog ikke skulle være helt alene. I Dehleren er der de tyske damer og de to større både er svenske venner.
Vi ankom ved Munkholm allerede ved middagstid, og resten af dagen gik med læsning, rejefiskeri og med at gå på opdagelse og at klatre på klipperne.
Øen var fyldt med smukke klippeformationer.
På hver side af Helvedesgabet.
Der blev klatret igennem dagen lang. Bedsteforældre kan være helt rolige. Det var næsten ikke farligt. Overhovedet ikke. Nej!
Dødningehovedklippen.
Stolthed efter at have forceret en stejl klippe. Ikke spor farligt!
Skonnerten Westkust fra Orust har hjemhavn i Edhutshall. Når den er hjemme, kan der kun ligge få både i havnen. Helge ligger lige bag Westkust uden på to store svenske sejlbåde.
Marstrand er vel udforsket. Marstrand er en skøn blanding af hipstersejlermiljø og en historisk bykerne med fæstning og tilmed på en lille ø med en fantastisk natur. Mere kan man ikke ønske sig. Men vi skulle videre nordpå. Marstrand er ikke blot anbefalet. Den er et 'must' for en ferie til Bohuslän.
En del af udsejlingen fra Marstrand.
OK, et sidste billede af Carlsten Fæstning. Så skal I også få lov at slippe. Men besøg den endelig.
En af mange små byer langs "E6:an".
Et af mange sund. Det var lidt udfordrende at sejle bidevind på bagbord halse i den trafik.
De fleste gæster i Bohuslän holder sig til den samme rute, som går fra Göteborg til Norge, opkaldt efter den tilsvarende motorvej "E6:an". Så mange sejler her, at man skal være konstant opmærksom, ikke kun på skær, men også på medsejlere. Når man kommer til et sund, bliver der voldsomt trafikeret.
Ja, så gik den ikke længere. Den dejlige plotter, som for det meste virker, har ikke kort længere nord end lige nord for Marstrand. Så er man jo lidt nord for Skagen.
Plotter og Navionics har begge givet nogle virkelig spændende kurser nærmest midt hen over grunde. Men her i Bohuslän sejler man jo på "E6:an", så det handler meget om at gennemgå ruten omhyggeligt, især hvis alle andre sejler en anden vej.
Vi havde bestemt os for et langt stræk helt til Kungshamn, men efter noget tid var stemningen ikke længere til det, og vi måtte sejle til nærmeste havn, Edhutshall.
Edhutshall er bestemt hyggelig og meget svensk på Pippi Langstrømpe-måden. Men man kan ikke købe is der, hvilket er en stor fejl. Matrosen anbefaler IKKE.
Der var kun plads til to store både bag skonnerten. På den ene plads lå tre monstrøse norske motorbåde udenpå hinanden. På den anden lå to store svenske sejlbåde, som straks vinkede os over, og lod os ligge yderst. Triveligt. Havnen havde badefaciliteter i form af en halvandenmetervippe, hvorfra man kunne springe direkte i Bølgen den blå.
Ellers blev aftenen brugt på at få el-systemet til at virke. Lidt fejlsøgning viste, at et af tre forbrugsbatterier var stået af. Så nu kører vi videre på to. Og på kolde øl og vand.
Om aftenen blev jeg kaldt over af skipperen i den største norske motorbåd. Han ville lige høre, om det virkelig var rigtigt, hvad folk på kajen sagde, at vi var sejlet helt fra København i den lille båd og høre om vores tur. Ja, ja, lidt Billesbølle har man vel lov at være.
7. etape, Edhutshall - Kungshamn med pitstop i Lysekil.
På grund af et akut medicinbehov stod vi tidligt op og satte kursen mod nærmeste apotek, så vi kunne være der ved åbningstid. Der var næsten ingen vind, så det gik for motor til Lysekil. Kort efter var vi på vej videre til Kungshamn for sejl. Det var virkelig magsvejr med vinden ind fra agten for tværs til bidevind på samme halse.
Flere smukke byer ligger langs "E6:an".
Kort før middag ankom vi til Kungshamn og fandt her flere ledige pladser til både under 30 fod. For større både er det lidt sværere. Her under aften er der stadig masser af ledige pladser. Men havnen er heller ikke særlig hyggelig. Den er heller ikke dårlig. Den har bare ikke lige det der ...
Skipper havde efter mange fejlslagne forsøg erklæret sildefangst med net for umuligt. Dog lykkedes det til sidst matrosen at indfange et flot og livligt eksemplar.
Ellers er vi kommet så langt nordpå, at der er virkelig langt mellem danske både. Vi har ikke mødt danske børn siden Marstrand, og der var kun få. Vi fortsætter lidt nordpå endnu. Vejret har været fantastisk foreløbig.
